Hvem husker ikke følelsen af at bage en rigtig flot og snorlige…. sandkage? Altså sådan en i ægte sand, hvor det lykkes at løfte spanden eller formen, så kagen bare står helt skarpt. Det gør de i hvert fald i Børnehuset Bøndergårdsvej. Her har børnene nemlig netop bagt massevis af sandkager til Bæredygtig Bagedyst i Børnehøjde.
Aktiviteten foregik selvfølgelig i sandkassen, hvor forklæderne var skiftet ud med regntøj, og børnene viste, at de var helt klar over, at finish er absolut vigtig, når man dyster i sandkagebagning. Derfor var der på forhånd samlet forskellige naturmaterialer ind, som var blevet tørret og presset til pynt på kagerne.
Og så kunne man jo godt tænke, at det gik ud på at få sikret sig al den flotteste pynt med det samme. Men sådan gik det ikke, for den bæredygtige børnedyst handlede nemlig også om at dele og hjælpe hinanden med at sørge for, at der var nok til alle. Det betød, at børnene hentede pynt af flere omgange, og de var dygtige til at beskrive deres kager og fortælle, hvorfor de netop havde valgt den slags pynt.
I Børnehuset Bøndergårdsvej har børnene helt sikkert potentiale til engang at indtage den ægte store bagedyst, for de små bagere var ikke til at stoppe igen og kreerede så mange sandkager, at der slet ikke var tid til at kåre en vinder. Og så er det jo heller ikke det vigtigste.