Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Fælles legepladsdag styrker fællesskabet i Rørkjærhusene

En gang om måneden inviterer Rørkjærhusenes forældreråd til åben legepladsdag, hvor alle kan komme for at lege, hygge og lære hinanden at kende. Det skaber tryghed og god stemning på tværs af daginstitutionens tre huse.

Hvordan sikrer man, at børn og forældre i en daginstitution med tre forskellige huse lærer hinanden at kende og får skabt en god stemning på tværs? Det ved de i Rørkjærhusene i Esbjerg. Her mødes børn og forældre fra Store Bjørn, Lille Bjørn og Manøgade nemlig en gang om måneden til åben legepladsdag, som daginstitutionens forældreråd står bag. 

Plads til leg, hygge og snak

Rørkjærhusene har i forvejen et tæt samarbejde mellem de tre huse, så børnene trygt kan skifte fra vuggestue til børnehave, og den tilgang bliver styrket af forældrerådets månedlige legepladsdag. Her er der plads til leg, hygge og snak, og hver legepladsdag har et særligt tema eller en fælles aktivitet, så børn og voksne kan nyde fællesskabet og skabe gode minder sammen. 

Fx blev der på en fin solskinssøndag i oktober tændt bål på Store Bjørns legeplads, hvor alle kunne samles om at bage snobrød og spise popcorn, lige som ansigtsmalingen var fundet frem til stor begejstring for børn og barnlige sjæle. Til den næste legepladsdag i november bliver temaet naturkunst, som bakker op om det, som daginstitutionen i forvejen arbejder med.

Bakke op om børnenes venskaber

I Rørkjærhusene er pædagogisk leder Louise Grumsen glad for forældrerådets indsats, der har stor betydning for daginstitutionen.

”Når familier og børn mødes på tværs af de forskellige aldersgrupper i vores tre huse, får de mulighed for at lære hinanden at kende og bygge gode relationer op. Det giver forældrene et bedre kendskab til hinandens børn, så de kan bakke op om venskaber, der kan have stor værdi for børnene i hverdagen. Til legepladsdagen bliver der skabt fælles oplevelser, og det styrker oplevelsen af, at Rørkjærhusene er én samlet daginstitution”, siger Louise Grumsen.